Ruslands motiv
Rusland har en interesse i at
bevare det gode ”broderforhold” eller endda knytte endnu tættere bånd
(integrering eller andre løsninger) til Hviderusland, da landet geografisk har
en strategisk overordentlig betydningsfuld placering. Hviderusland er lige nu
det eneste land mellem Rusland og NATO, der kan fungere som stødpude. Landet
fungerer som transitland for russisk energi og ligger desuden tæt på den
russiske enklave Kaliningrad. Her kan Suwalkikorridoren spille en rolle i det
russiske motiv for integrering af Hviderusland.
Suwalkikorridoren er et smalt stykke land mellem Litauen og Polen og forbinder samtidig Hviderusland med Kaliningrad. Suwalkikorridoren har en strategisk betydning både for NATO og for Rusland. NATO har behov for, at denne korridor står åben, så der er adgang til Baltikum. Skulle Rusland have tropper på hviderussisk territorie (med eller mod Hvideruslands vilje), ville en eventuel overtagelse af Suwalkikorridoren gøres lettere. I tilfældet af en russisk overtagelse af korridoren og dermed en lukning af passagen, ville Baltikum blive afskærmet fra resten af NATO med kun Østersøen som mulig indgang. Suwalkikorridoren er et skrøbeligt punkt for NATO, og der har siden 2014 været bekymringer for den russiske interesse i Baltikum.